Her får du min opskrift på verdens bedste vandbakkelser, og de falder med garanti ikke sammen i ovnen. Vandbakkelserne er meget nemme at lave.
Hvordan laver man vandbakkelser, og falder de ikke altid bare sammen?
Det er faktisk ret nemt at lave vandbakkelserne, og når blot du følger denne opskrift falder de ikke sammen under bagning i ovnen. Så bare rolig.
Samtidig er det en nem opskrift, fordi vandbakkelserne jo blot indeholder fire ingredienser. Grundprincippet er en dej, der nemt koges sammen, hvorefter der piskes æg i. Husk lige at lade dejen køle lidt af, inden du kommer æggene i.
På fransk hedder en vandbakkelsesdej i øvrigt en choux, og det lyder da også lidt finere. Men kunsten er, at få lavet en klistret dej, der giver den sprøde skorpe og fyldige boller, som derefter kan fyldes med creme.
Opskrift på vandbakkelser
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
- 2,5 deciliter vand
- 125 gram smør
- 125 gram hvedemel - almindeligt mel
- 3 store æg
Sådan gør du
- Kom 2,5 deciliter vand og 125 gram smør i en kasserolle og kog det op. Når det koger, sigter du hurtigt 125 gram hvedemel ned i gryden. På den måde undgår du klumper i dejen.
- Pisk det hurtigt sammen mens kasserollen stadig står på kogepladen, og tag så gryden af.
- Jeg plejer at lave dejen til vandbakkelser ved hjælp af et piskeris, fordi på den måde er nemmest at få pisket dejen godt sammen. Men det kræver nogle kræfter i armen. Du kan også bruge en elpisker, det er nemmere.
- Lad nu dejen køle af i 15 minutter.
- Pisk så 3 store æg i dejen et ad gangen, så du får en let og glat vandbakkelsesdej, der dog heller ikke må være for tynd. Men denne opskrift plejer at passe helt præcist. Brug gerne piskeris eller elpisker.
- Til sidst kan du røre dejen sammen med en grydeske af træ, så dejen samles let.
- Nu kan du så putte din dej til vandbakkelse over i en sprøjtepose, eller en frysepose, hvor du klipper hul i det ene hjørne.
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig luft (over- og undervarme), og læg et stykke bagepapir på en bageplade. Sprøjt så dejen ud på bagepapiret i den form du ønsker. Du kan jo bage en kagemand, eller bare bage små, lækre vandbakkelser, som du så kan fylde med en lækker flødecreme.
- Du kan også smøre en bageplade, og bage vandbakkelserne direkte på bagepladen. Det fungerer også godt.
- Husk at holde god afstand, da vandbakkelser hæver rigtig meget under bagning. Du skal regne med, at de vokser ud til dobbelt størrelse på alle led. Mindst.
- Bagetiden varierer selvfølgelig meget, afhængig af hvor stor en vandbakkelse du vil bage. Almindelige "boller" af vandbakkelsesdej tager cirka 30 minutter.
- Generelt er din vandbakkelse færdig, når den er flot og gylden (se billedet). De må IKKE blive for mørke.
Næringsindhold
Video
Ikke åbne lågen
Når du har vandbakkelser i ovnen, skal du ikke åbne lågen til ovnen før vandbakkelserne er HELT færdige.
Ved at åbne lågen risikerer du, at din vandbakkelse falder sammen.
Du kan i øvrigt med fordel lade vandbakkelserne køle af i ovnen. Det gør du ved at åbne ovnlågen halvt når de er færdigbagte - og IKKE før - hvorefter de køles af derinde i ovnen.
Dette trick er med til at mindske risikoen for, at vandbakkelserne falder sammen.
Konsistens
Konsistensen af dejen til vandbakkelserne er meget afgørende.
Følg denne opskrift nøje, og stop først med at røre dejen sammen når den er smidig og glat. Og jo, en vandbakkelsesdej er klistret og våd - og sådan skal den være.
Så opnår du et perfekt resultat hver gang.
Kagemand af vandbakkelser
Hvis du ønsker at bage en kagemand af vandbakkelser, er bagetiden selvfølgelig lidt længere.
En kagemand (afhængig af størrelse), skal nok bage i alt 40-45 minutter - men hold øje med overfladen.
Når vandbakkelsen er gylden og lækker, ja så er den færdig. Du kan også bage lækre fastelavnsboller af vandbakkelser.
Overfyld ikke ovnen
Et sidste godt råd er altid kun, at bage én plade med vandbakkelse ad gangen i ovnen.
For fyldt en ovn giver for meget damp, og det kan ødelægge konsistensen.
Lad altid vandbakkelser køle af i 5-10 minutter før du begynder at fylde dem creme, eller pynte som kagemand.
Endnu bedre er det at fylde kagerne med en konditorcreme eller vanlijecreme. Her anvendes lige stor mængde kagecreme og flødeskum, eksempelvis 200 gram creme og 200 gram flødeskum.
Det vendes forsigtigt sammen og kommes i en sprøjtepose eller frysepose, hvorefter vaniljecremen er nem at sprøjte ud.
Se også mine opskrifter på marieboller og en lækker waleskrans.
Spørgsmål og svar
Hvorfor falder mine vandbakkelser sammen?
Åbn aldrig ovnlågen mens vandbakkelserne er i ovnen, og lad dem gerne køle af i ovnen.
Kan jeg bage to plader vandbakkelser ad gangen?
Nej, for det øger dampmængden i ovnen, og dermed øger du risikoen for at vandbakkelserne klasker sammen.
Hvad er choux?
Choux er det franske navn på dejen til vandbakkelser.
Kan jeg bage vandbakkelser med varmluft?
Det betyder ikke det store. Du kan således både anvende varmluft eller den almindelige over- og undervarme.
Hvor mange grader bages vandbakkelserne ved?
200 grader almindelig over- og undervarme, eller ved 180 grader varmluft.
Anne Mette Bomb
Ikke den perfekte opskrift.☹️
Vandbakkelserne er faldet sammen Inden de bliver bagt.
Holger Rørby Madsen
Hej Anne Mette
Faldet sammen inden de er bagt? Hvordan er det sket?
For det har jeg ikke prøvet før 🙂
Alt det bedste
Holger
Anders Dahl
Forrygende opskrift