Min opskrift på en nem sandkage, der bages på den helt klassiske måde, så sandkagen ikke bliver tør. Kan laves med eller uden kakao.
En nem sandkage til kaffen, fordi kagen lynhurtigt røres sammen. Nemmere bliver det ikke.
Sandkagen er en af de mest populære kager, og kan sagtens laves af børn uden indblanding fra voksne.
Længere nede kan du læse et par gode råd, så du undgår at kagen falder sammen. Hvilket kan være ret irriterende.
Opskrift på sandkage
Opskrift udviklet af:
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
- 150 gram sukker
- 100 gram smør - blødt
- 2 æg
- 100 gram hvedemel
- 1 teskefuld bagepulver
- 1 teskefuld vaniljesukker
- 1 teskefuld citronsaft
- 1 nip salt
- 1 spiseskefuld kakao - kan udelades, kun til marmorkage
Fremgangsmåde
- Pisk 150 gram sukker og 100 gram smør (blødt) sammen med et piskeris.
- Derefter piskes 2 æg i et ad gangen, så dejen bliver let og luftig. Men pisk ikke for længe.
- Kom så 100 gram hvedemel, 1 teskefuld bagepulver, 1 teskefuld vaniljesukker, 1 teskefuld citronsaft og 1 nip salt i skålen, og vend det igennem. Sandkagedejen skal blot netop være samlet uden der er klumper af mel tilbage. Brug gerne en dejskraber.
- Hvis du vil lave en marmorkage, tager du en en tredjedel af dejen fra i en anden skål, og rører den med 1 spiseskefuld kakao.
- Smør en form med smør, og drys derefter sukker på kanterne. Eller beklæd en form med bagepapir.
- Kom lidt af dejen i formen, dernæst kakao-dejen, og til sidst resten af dejen. Laver du din sandkage uden kakao, kommer du selvfølgelig bare hele dejen i formen.
- Bag din sandkage cirka 40 minutter ved 180 grader, og mærk efter om kagen er nok ved at stikke en kødnål eller andet ned i den. Hvis pinden slipper er kagen færdig, og kan tages ud af ovnen.
Næringsindhold
Se hvad opskriften indeholder.
Tips
Du kan sagtens lave større portioner sandkage ved bare at gange opskriften op. Det er meget nemt.
Hvorfor falder min sandkage sammen?
Sandkagen skal selvfølgelig ikke falde sammen, men det kan ske. Og det kan der være flere forklaringer på.
For det første er det bedst og mest sikkert, at dine ingredienser har nogenlunde samme temperatur. Så tag smør og æg ud af køleskabet ud af køleskabet i god tid.
For det andet skal du ikke piske dejen for meget. Kun så den netop er jævn. For hvis man pisker dejen for længe, er risikoen for at en sandkage falder sammen større.
Og endelig skal du helst undgå at åbne ovnlågen, mens du bager din kage. Her forsvinder en del af varmen nemlig ud af ovnen, og det kan få en kage til at kollapse. Med disse tre råd er du i hvert fald hjulpet godt på vej.
Husk i øvrigt også, at ovnen skal have den rette temperatur inden kagen stilles ind i ovnen!
Hvorfor hedder det sandkage?
Navnet sandkage skyldes, at den færdigbagte kage i konsistens kan minde lidt om sand.
Altså med lidt god fantasi, men det er derfor kagen hedder det.
Hvorfor bliver min kage tør?
Når du bager kage, kan du risikere, at kagen bliver tør.
Årsagen er, at kagen simpelthen er bagt for længe - og derfor bliver tør. Så overbag aldrig kager.
Et godt trick er, at stikke en gaffel eller strikkepind ned i kagen, og hvis dejen ikke hænger ved, ja så er kagen færdigbagt, og dermed skal den straks ud af ovnen.
Bagetiderne kan du ikke altid regne med, da ovne varmer forskelligt. Derfor er det en god idé selv at tjekke hvor meget kagen er bagt.
Henning Christiansen
Kagen faldt sammen lige efter jeg havde checket den var færdig.
(bagt i stor bageform og til 8 personer)