Langtidsstegt and i ovn eller grill

Langtidsstegt and er perfekt til Mortensaften eller Juleaften.

Og anden bliver bedst hvis du lader den stege i lang tid i ovn eller på grillen.

Langtidsstegt and: Det vigtige er, at du køber en and af god kvalitet. En billig and kan blive en tør og kedelig omgang, og det er ikke det værd. En mulighed er blandt andet at køre ud på landet for at finde en god andesælger.

Sørg for at fjer og andre urenheder er fjernet, og skær eventuelt den fede klump ved måsen væk.

Skal du lave sovs (og det skal man altid), kan du klippe vingerne af, og lægge dem i fadet/bradepanden sammen med indmaden, vand, frisk timian, grofthakket løg samt persillerødder eller gulerødder i tern. Det er vigtigt at lave en god bund til sovsen!

Se også: Sådan laver du verdens bedste andesovs

Opskriften her beskriver hvordan du laver langtidsstegt and i ovnen. Men du kan selvfølgelig lave langtidsstege den i grillen, og her gælder det så om ikke at få for meget varme i grillen. Hvis det er en gasgrill (eksempelvis en Weber Q3200) skal du grille ved indirekte varme og for laveste blus.

LÆS OGSÅ
Cremet jordskokkesuppe med persillerod

Læg anden med brystsiden ned ad i en alubakke, kom ingredienserne til sovs ved, og grill i cirka tre timer. Husk at stikke et stegetermometer i stykket mellem andelår og andebryst. Det skal vise 75 grader.

Halvvejs under grillningen vender du anden om, og tjekker om der eventuelt skal mere vand i bakken.

Anden opskrift: Sådan laver du den bedste risalamande

I kuglegrill (eksempelvis en Weber Performer) er stegetiden for langtids stegt and den samme. Også her griller du selvfølgelig ved indirekte varme.

Sæt kulbakkerne i hver side af grillen, læg en lille sten mellem dem, sæt en alubakke oven på stenen, og vand, indmad grøntsager og timian i den.

Læg risten på, og læg nu din oven på så sky og fedt drypper ned i alubakken.

Man skal ikke lette låget på en grill mere end højst nødvendigt under grillning, men sørg for at der hele tiden er væske i alubakken – ellers får du ingen rigtig andesovs!

LÆS OGSÅ
Helstegt rødspætte - opskrift med billeder

Husk: Kernetemperaturen i en and skal være på 75 grader!

Du skal bruge – til fire personer:

1 and på mindst 3 kilo – gerne mere
1 pose svesker uden sten
3 gode og syrlige æbler, skåret i både
1 appelsin i både
1 bundt frisk timian
Salt

Stegetid for langtidsstegt and i ovn: 6 timer ved 125 grader over/undervarme.

Sådan laver du langtidsstegt and i ovn:

Skyl anden grundigt – både udvendigt og indvendigt. Dup den tør med lidt køkkenrulle, og krydr den godt indvendigt med fint salt og friskkværnet peber. Prop nu anden godt med svesker, æbler og appelsin, og luk enden med en kødnål. Smør anden godt udvendigt med salt, og krydr med friskkværnet peber.

Find et stort fad frem, og læg anden ned i bunden med brystsiden NEDAD! På den måde sikrer vi et mere saftigt andebryst. Kom også lidt vand ved.

Nu sætter du anden i en forvarmet ovn. Langtidsstegt and skal i alt stege i seks timer ved 125 grader, men efter de første to timer vender du den om, så brystet vender opad. Du skal ikke langstege and ved varmluft, men ved over- og undervarme.

LÆS OGSÅ
Gulerødder i ovn med olie, oregano og balsamico

Vend anden om efter to timer. Hæld eventuelt fedt fra fadet ud. Kom også indmad, afklippede vinger, persillerod i tern, gulerod i tern, frisk timian og andefond/vand ved. Der skal være rigeligt væske til andesovs.

Nu skal anden i ovnen igen – og stege videre i fire timer. Stik gerne et stegetermometer i anden – kernetemperaturen skal være 75 grader.

Tag anden ud – og lad den hvile et kvarter inden udskæring. Det passer med tiden til at lave en god andesovs.

Langtidsstegt and er perfekt til Mortensaften eller Juleaften. Anden bliver bedst hvis du lader den stege i lang tid i ovn eller på grillen (Weber Q3200). Foto: Guffeliguf.dk.
Langtidsstegt and er perfekt til Mortensaften eller Juleaften. Anden bliver bedst hvis du lader den stege i lang tid i ovn eller på grillen (Weber Q3200). Foto: Guffeliguf.dk.

Sigt skyen ned i en gryde. Spæd op med lidt andefond og lad det koge op. Tilsæt lidt ribsgele og fløde. Smag til med salt, friskkværnet peber og gastrik.

Jævn din andesovs med Maizena og tilsæt eventuelt lidt madkulør. Servér med brunede kartofler.

Giv din bedømmelse
[Ialt: 34 Gennemsnit: 3.3]

2 tanker om “Langtidsstegt and i ovn eller grill

  • 26. oktober 2015 at 6:02
    Permalink

    Vi lavede den lørdag aften og det blev rigtig godt. Anden var saftig og god så det skal vi klart prøve igen. Tak for den og vi lavede den i ovn. Man kan iøvrig sagtens lave den i forvejen og så bare varme anden inden man spiser. Så skal den bare skæres ud inden man pakker den væk. Kærlig hilsen Tina fra Rødovre.

  • 26. oktober 2015 at 8:28
    Permalink

    Hej Tina
    Tak for det, og det er nemlig en rigtig god opskrift på langtidsstegt and. Den slår aldrig fejl :-)
    Sovsen bliver i øvrigt også god – ved ikke om du også lavede den?
    Bedste hilsner, Holger, Guffeliguf.dk.

Ris, ros eller spørgsmål?