Her er min bedste opskrift på burgerboller. Burgerbollerne er nemme at lave, og de har den helt rigtige fyldighed, der gør dem perfekte til en burger.
Burgerboller skal da være hjemmebagte, og her er de perfekte boller til din hjemmelavede burger.
Bollerne er både luftige og lette, og med en diameter på 10 centimeter har de den helt rette størrelse til bøfferne. Jeg vil anbefale at lave dejen i røremaskine, men den kan selvfølgelig også æltes i hånden.
Burgerbollerne pynter jeg altid med sesamfrø, men du kan selvfølgelig også bare vælge at drysse dem med de sunde chiafrø.
Opskriften giver 12 store burgerboller, der kan bages på én bageplade, og derfor er det en nem opskrift.
Lad dig i øvrigt ikke forvirre af, at dejen til at starte med kan se en anelse tynd ud. Den bliver perfekt når den æltes! Og ellers kan du sagtens tilføje en smule mere mel, hvis du synes det. Lun mælk kan i øvrigt også erstattes med lunkent vand, og du får stadig lækre brød ud af det.
Opskrift på burgerboller
Opskrift udviklet af:
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
Dej
- 3 deciliter mælk - skal være lun
- 50 gram gær - gerne økologisk
- 450 gram hvedemel
- 1 æg
- 1 teske salt
- 2 teskefulde sukker
- 75 gram smør - blødt
Pynt
- 1 æg
- mælk - et par spiseskefulde
- sesamfrø - eller chiafrø til drys
Fremgangsmåde
- Lav dejen til dine burgerboller i en røremaskine, det er det nemmeste.
- Kom 3 deciliter mælk (lun) i skålen og smuldr 50 gram gær i. Brug dejkrogen, og rør gæren ud.
- Kom så 450 gram hvedemel i samme tid sammen med 1 æg, og ælt videre ved lav hastighed.
- Så tilsættes 1 teske salt, 2 teskefulde sukker og 75 gram smør (blødt), og nu skal dejen æltes ved middel hastighed i cirka 10 minutter. Dejen kan føles lidt tynd, men sådan skal den være. Og tilsæt ellers en smule mere mel hvis du synes det.
- Tag dejen ud på et meldrysset bordet (dette mel indgår ikke i mængden), og fold den sammen, inden den kommes i en skål.
- Overdæk med husholdningsfilm og lad den hæve i 20 minutter.
- Tag igen dejen ud og del i 12 lige store stykker. Den skal ikke æltes yderligere. Form 12 burgerboller med en diameter på cirka 10 centimeter.
- Stil dem på en bageplade med bagepapir. Pensl med 1 æg (sammenpisket) og lidt mælk, hvorefter de drysses med sesamfrø.
- Læg en bradepande omvendt ovenpå bagepladen, så burgerbollerne er lukket helt inde. Hæver i 30 minutter. Fjern den øverste bradepande inden bagning.
- Bag derefter burgerbollerne ved 220 °C over- og undervarme, hvor de skal have cirka 10 minutter. Pas på de ikke bliver for mørke!
Kan det fryses?
Næringsindhold
Se hvad opskriften indeholder.
Noter
Burgerbollerne kan fryses ned. Kom de afkølede burgerboller i en frysepose, og læg dem på frost.
Når du skal bruge burgerbollerne, skylles de kort under den kolde hane, hvorefter de lunes i ovnen ved 175 grader.
Burgerboller med bageenzymer
Burgerbollerne kan også bages med bageenzymer.
Her kommes en god teskefuld bageenzymer i dejen, hvilket giver endnu bedre boller til dine burgere.
Michael Bjørnlund
Elsker de boller, laver dem igen og igen, og selvom jeg eksperimenterer lidt, både med mængden af gær og smag, så bliver de altid perfekte 🙂
Camilla
Hej, har du lavet dem, hvor dejen koldhæver natten over? 😁jeg tænker umiddelbart fint det kan lade sig gøre ved blot at tilsætte mindre gær, lade den hæve lidt ved stuetemperatur inde den komme på køl. Evt. Tag dejen ud 1-2 timer før de formes. vh Camilla
Holger Rørby Madsen
Hej Camilla
Det kan du sagtens - og jeg ville gøre præcis som dig 🙂
Det bliver super godt.
Alt det bedste
Holger
Camilla
Tak! De blev super gode, så det kan anbefales at koldhæve dem, hvis tiden er knap 😁
Holger Rørby Madsen
Hej Camilla
Tak for det - og godt at høre. Tippet er hermed givet videre 🙂
Alt det bedste - og god jul
Holger
Benny Kjær
Nu har jeg lavet disse burgerboller 5 de er bare verdens bedste og ikke ringere med bageenzym.
Kan bare sige de er vane dannende.👌👌👍👍
Benny Kjær
Hvis man vil lave dobbelt af dejen skal der så dobbelt op på gær?
Vh. Benny
Holger Rørby Madsen
Hej Benny
Ja, det skal du 🙂
God bagelyst
Alt det bedste
Holger
Lise
Igen en fantastisk opskrift - jeg er fan
Holger Rørby Madsen
Tusind tak, Lise - det er jeg glad for at høre 🙂
Og ja, så køber man ikke burgerboller mere.
Alt det bedste
Holger
Trine k. Jørgensen
Kan man erstatte lun mælk med lunt vand 1:1? 🙂