Min opskrift på pitabrød, der er nemme, luftige og altid popper op som de skal. Verdens bedste pita brød, og du kommer aldrig til at bage andre.
Pitabrød er utrolig nemme at bage selv, og her er opskriften på verdens bedste pita brød, og så køber du dem aldrig mere.
Selve ordet pita kommer fra det græske sprog (som så meget andet), og det betyder i virkeligheden blot flad.
Fladt er da også hvad brødet er indtil det kommer i ovnen, og her bages ved en høj varme. Men så sker der noget.
Jeg plejer at bage pitabrødene ved 250 grader varmluft, hvor de skal have en 4-5 minutters tid. Måske et minut mere, afhængig af hvor meget din ovn varmer.
Og her popper de så op, og laver det klassiske hulrum, som vi kan fylde med salat, kylling og hvad vi ellers har lyst til.
Når først du har prøvet denne opskrift på luftige pitabrød, ja så køber du dem aldrig mere. For de her pita brød bliver mere luftige end dem du køber i supermarkedet.
Opskriften giver 8 pitabrød. Men du kan også dele dem i 10, hvis du ønsker pitabrødene en smule mindre. Se også min video med fremgangsmåde.
Opskrift på pitabrød
Opskrift udviklet af:
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
- 400 gram vand
- 20 gram gær
- 575 gram manitoba hvedemel - måske en smule mere
- 7 gram salt
- 5 gram sukker
- 10 gram olivenolie
Fremgangsmåde
- 400 gram vand (koldt) kommes i skålen til røremaskinen, og 20 gram gær tilsættes. Rør gæren ud i vandet.
- Vej 575 gram manitoba hvedemel af med 7 gram salt og 5 gram sukker i en anden skål, og blandt det sammen.
- Ælt nu gradvist melet i sammen med 10 gram olivenolie, og ælt cirka 10-12 minutter ved middel hastighed. Dejen til pitabrød er ret fast, og sådan skal den være.
- Tag dejen op af skålen, virk dejen op (se her hvordan du gør det), og læg den tilbage i skålen. Overdæk med husholdningsfilm og et viskestykke, og lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Det tager cirka en times tid.
- Dejen virkes derefter op igen, men anvend ikke mere mel end højest nødvendigt på bordet.
- Pitabrødsdejen vejer lidt over et kilo, og den skal du nu dele i otte nogenlunde lige stykker, der altså skal veje 125 gram pr. styk.
- Tril derefter dejstykkerne til boller, og lad dem hæve 15 minutter.
- Rul så bollerne ud til store pitabrød, der er knap en centimeter tykke. Hæv igen 15 minutter.
- Forvarm ovnen til 250 °C varmluft.
- Rul ud en gang mere til knap en centimeter i tykkelsen, og lad dem nu hæve i 10 minutter.
- Pitabrødene bages gerne på bagestål, men en almindelig bageplade med bagepapir kan også gøre det. Bedst resultat får du dog på bagestål. Bag fire pitabrød ad gangen, og de skal have cirka 5 minutter, og er færdige når kanten er gylden og de er blevet store og luftige i ovnen.
- Bag de sidste fire, og jeg lærte af en bager i Vestjylland, at man skal lægge en hårdt opvreden visketykke over pitabrødene når de er kommet ud af ovnen. Det gør brødene lækre og bløde, så det vil jeg anbefale dig at gøre.
Næringsindhold
Se hvad opskriften indeholder.
Video
Fyld til pita
Tag de færdigbagte pitabrød ud af ovnen, og lad dem køle af i ti minutter, inden de er klar til at blive fyldt med salat, tomater, kylling, kebab eller hvad du nu synes.
Fyld i pitabrød kan nemlig blandt andet bestå af salatblade, skiver af tomater og stegt kylling. Eventuelt kan du blot stege kyllingebryst fileter i ovnen.
Eller prøv med hjemmelavede falafler.
Karsten Hviid Horndrup
Genial opskrift denne her. Tak for den.
Let at gå til og giver det flotteste resultat hver gang. Prøv den og du er færdig med købepita 😄
Holger Rørby Madsen
Hej Karsten
Tak for det - ja, der er ingen grund til at købe pita 🙂
Alt det bedste
Holger
Jens Willesen
Til Holger.
Pita brød. Kan jeg fryse dejen, efter jeg har delt den op i portioner til hvert brød ?
Jeg har forgæves søgt opskrift på oksehaler i forskellige afskygninger. Er der ikke nogen. Hvis nej, er ideen til fri afbenyttelse …
Venlig hilsen
Jens Willesen
Anders Kipling
Har lavet disse pitabrød mange gange og de er fantastiske, hver gang. Tak for opskriften 😄
Henrik Pind
Har lige lavet dine pitabrød. Den der med det våde viskestykke over virker. Køber aldrig de tørre brød man får i supermarkerne mere.
Sara Maria Jensen
Det er nok de bedste pitabrød jeg nogensinde har spist! Tusind tak for en læææækker opskrift!
Mette Tipsmark
De ser da så lækre ud.... Kan pita'erne fryses?
Holger Rørby Madsen
Hej Mette
Tak for det - og det kan de sagtens 🙂
Og så er de altså nemme at bage. God bagelyst.
Alt det bedste
Holger
Susanne
Kun 1 ud af 4 popper op, hvad gør jeg galt. Har rullet dem med løs hånd ?
Susanne
Hvad gør jeg galt?
Gitte
Så blev der bagt pitabrød - men der blev ikke noget hulrum, men nærmere end flad luftig bolle, der dog smagte rigtig godt…
Jeg havde lige bagt franskbrød og tog ikke vandbaseret ud, kan det bare være det? Eller har du andre forslag, for meget mel måske? De vejede ca 135g og ikke 125g da dejen ikke slap skålen..
Mvh Gitte
Aleksandra
Hej Holger, tak for opskriften! Det er virkelig de bedste pitabrød☺️
Jeg kunne læse mig til i kommentarerne, at man kan koldhæve dejen. Skal man så bare komme den i køleskab efter den har æltet den i de 10 min. og så virke den op når man tager den ud? Eller ændres processen?
Kan man bruge surdej i stedet for gær/noget af gæret?
Vh Aleksandra
Christine
Hej Holger. Ved du om det fungerer at fryse de pitabrød man har til overs? Skal de evt. bages kortere tid?
Holger Rørby Madsen
Hej Christine
Det kan du sagtens - jeg fryser altid overskynde pitabrød ned. Og jeg bager dem altid færdige. De frosne pitabrød kan lunes ved 175 grader over- og undervarme i ca. 5 minutter.
Alt det bedste
Holger
Anja
Simpelthen den bedste opskrift på pitabrød - fluffy og luftige - tak for super opskrift