Hjemmebagt rugbrød med solsikkekerner og kærnemælk

Opskriften på et dejligt rugbrød med solsikkekerner. Det er bagt uden surdej, men i stedet med kærnemælk, og derfor har brødet den rette surhed.

Dette rugbrød med solsikkekerner er nemt at bage, da du ikke skal bruge en surdej.

I stedet har jeg anvendt gær og kærnemælk, og derfor kan du slet ikke smage, at der ikke er surdej i brødet.

Du får et lækkert rugbrød, der har den helt rigtige skorpe og smag.

Og et trick: Giv dejen lidt sovsekulør, så opnår du nemt et rigtig, mørkt rugbrød. Kuløren afgiver ikke smag.

Du skal bruge – giver et rugbrød med solsikkekerner:

100 gram solsikkekerner
150 gram skårne rugkerner
2 deciliter vand
6 deciliter kærnemælk
300 gram fuldkorns rugmel
100 gram fuldkorns hvedemel fra Gram Slot
15 gram gær
2 spiseskefulde lys sirup
1 teskefuld fint salt
+ sovsekulør til at farve rugbrødet lidt mørkere

LÆS OGSÅ
Nem og hjemmelavet varm chokoladesovs til vaniljeis

Bagetid for rugbrød: Cirka 60 minutter ved 190 grader varmluft

Et godt trick til bagning af rugbrød: Giv dejen lidt sovsekulør, så opnår du nemt et rigtig, mørkt rugbrød. Kuløren afgiver ikke smag.

Sådan bager du rugbrød med solsikkekerner:

Rist solsikkekernerne let på en varm pande, og stil dem til side.

Kog vand og skårne rugkerner op i en kasserolle, og lad dem småkoge et par minutter. Lad det køle af.

Lun kærnemælken til 37 grader, og hæld det i skålen til en røremaskine. Rør gæren ud i den lune kærnemælk.

Rør gradvist rugmel, fuldkorns hvedemel, lys sirup og salt i dejen. Kom også lidt sovsekulør i, så du opnår et smukt rugbrød.

LÆS OGSÅ
Muffins med sandkage og chokoladestykker

Vend så de skårne rugkerner i sammen med de ristede solsikkekerner – gem dog lidt af solsikkekernerne til pynt på rugbrødet.

Ælt dejen godt igennem ved lav hastighed i 10 minutter.

Kom dejen op i en rugbrødsform, og glat ud med en dejspartel.

Prik dejen med en gaffel, og drys resten af de ristede solsikkekerner ud over brødet.

Læg et viskestykke over, og lad det hvile og hæve i 20-25 minutter – IKKE længere!

Bag rugbrødet i ovnen ved 190 grader varmluft. Det skal bages en times tid.

Tag rugbrødet ud af ovnen, og lad det køle helt af inden udskæring.

Lækkert rugbrød med solsikkekerner, der er bagt uden surdej. Men det kan du ikke smage. Foto: Guffeliguf.dk.
Lækkert rugbrød med solsikkekerner, der er bagt uden surdej. Men det kan du ikke smage. Foto: Guffeliguf.dk.
Giv din bedømmelse
[Ialt: 6 Gennemsnit: 3.2]

Ris, ros eller spørgsmål?