FAQ – oftest stillede spørgsmål og svar om mad

FAQ: Her får du svar de oftest stillede svar og spørgsmål, som vi modtager på mail. Her deler vi svarene, så alle kan få glæde og gavn af dem.

FAQ er de oftest stillede spørgsmål og svar, og her drejer det sig naturligvis om mad. Vi modtager en del spørgsmål på mail, og her giver vi svarene videre.


Hvad er intervalstegning, og hvad gør det ved kødet?
Louise Hermansen, København S.

SVAR: Intervalstegning er en fremragende metode til stegning grillning af stege. I al sin enkelthed betyder det blot, at du steger kødet i intervaller, hvor du har det i ovnen eller grillen i en periode, så ude at hvile, ind i ovnen igen, og så fremdeles. Du kan blandt andet her se hvordan du intervalsteger en okseculotte. Typisk steger man 15 minutter, lader kødet hvile 15 minutter, steger 15 minutter, hviler 15 minutter, steger færdigt inden kødet hviler til sidst. Når intervalsteger kød, får du et langt mere mørt og saftigt stykke kød. Så det kan klart anbefales.


Er det bedst at grille pølser ved høj eller lav varme?
Arne Jensen, Helsingør.

SVAR: Jeg plejer altid at grille dem ved lav varme. Er det på kuglegrill skal du enten grille pølserne til allersidst – eller kun lægge få kul i grillen. Er det på gasgrill, ja så skruer du ned på laveste blus. Årsagen er, at pølserne nemt sprækker når de kommer over 80 grader i kernen, så derfor skal de grilles ved en lavere varme, og så hellere over længere tid.

LÆS OGSÅ
Ordbog til dit køkken: Det betyder de fine ord i virkeligheden

Hvorfor siger man det der med 27 lag i wienerbrød? Det lyder meget besværligt.
Kirsten N., Aalborg Ø.

SVAR: Helt enig, det lyder meget besværligt med 27 lag, når man bager wienerbrød. Men så slemt er det altså heller ikke. Faktisk skal wienerbrødet blot rulles ud tre gange, og da du laver tre lag ad gangen, får du hurtigt 27 lag. Du kan se mere om bagning af wienerbrød her.


Skal man altid koge medisterpølse først, eller kan man blot stege den på panden uden kogning? Og bliver den mere tør når prikker i den under stegning på panden?
Herdis Sørensen, Odense.

SVAR: Du kan sagtens tilberede medister uden at koge den først. Jeg plejer selv at koge medisterpølsen først, men det er altså ikke nødvendigt. Og nej, du kan roligt prikke i medisteren når den ligger på panden. Der løber ganske vist en smule saft ud, men det betyder intet i forhold til smag og konsistens.


Tak for mange gode opskrifter. Jeg har hentet masser af god inspiration på Guffeliguf.dk, og jeg synes I er gode til at forklare hvad man skal, og man kan stole på målene. En del af mine venner bruger jer også, men må man spørge hvor mange brugere I har om måneden? Eller er det en hemmelighed?
Maria G., Vejle.

SVAR: Tak for de rosende ord, Maria, og det glæder mig du kan bruge opskrifterne. Vi forsøger at forklare det helt til bunds, så der forhåbentlig aldrig er tvivl om hvordan man laver maden. Og nej, der er ikke noget hemmeligt om antallet af brugere på Guffeliguf.dk. I september måned 2016 havde vi 170.100 unikke brugere (ifølge Google Analytics). Og tallet vokser støt. Så tak for rosen og for opbakningen.

LÆS OGSÅ
Fiskefrikadeller med stegetid

Det er muligvis et dumt spørgsmål her, men kan man bruge Atamon mod fodsvamp? Atamon bruger jeg jo blandt andet til syltetøj, men jeg har hørt, at det også er godt til bekæmpelse af fodsvamp, da det jo er svampedræbende?
Bente V., Vejle.

SVAR: Der findes ikke dumme spørgsmål, og Atamon har jo lidt med mad at gøre. Jeg har ikke praktiske erfaringer med det, så hvis andre har det, må I gerne skrive det i kommentarfeltet herunder. Men blandt andre radiolægen Carsten Vagn-Hansen mener Atamon er et godt middel mod fodsvamp. “Atamon er også svampedræbende. Man kan pensle det på de svamperamte steder og lade det tørre”, skriver han på sin hjemmeside. Så det er nok det tætteste vi kommer på et svar her.


Min mand og jeg er blevet meget glade for Guffeliguf.dk, som vi bruger rigtig meget. Tak for det. Jeg har et spørgsmål til roastbeef. Vi kan godt lide når den er stegt rosa, men hvilken temperatur skal vi tage den af ved? Der findes mange forskellige bud derude.
Dorte P., Slagelse.

SVAR: Tak for de rosende ord, og vi fortsætter arbejdet med at lave de bedste opskrifter, der kan være til inspiration i det daglige. Omkring roastbeef, så kan jeg også bedst lide når en roastbeef er medium, altså rosa i midten. Jeg plejer at tage den af ved 57-58 grader – ikke mere. Og så skal den trække/hvile i 20 minutter inden udskæring. Uden at du overdækker den. Kernetemperaturen gælder uanset om du steger roastbeef i gryde, ovn eller i grillen. Og så plejer jeg blot at salte den, give den lidt peber – og ellers nyde smagen af kødet.

LÆS OGSÅ
Sådan bruger du din Weber Q3200 gasgrill - guide med billeder

Hvorfor hedder det sødmælk, letmælk og skummetmælk? Jeg har nemlig tit undret mig over de forskellige mælkenavne.
Lone Sivertsen, Aalborg.

SVAR: Det er et godt spørgsmål, men svaret er måske ikke så overraskende endda. I gamle dage var der to slags mælk, nemlig en sur mælk, og en mælk, der endnu ikke var sur. Så derfor kaldte man den for sødmælk – altså modsat surmælk. Letmælken har med en fedtprocent på 1,5 et lavere fedtindhold end sødmælkens 3,5 procent fedt – så derfor letmælk. Og i skummetmælk er fløden skummet af, og derfor navnet skummetmælk. Senere kom så minimælken til, og den kiler sig ind mellem letmælk og skummetmælk i fedtprocent.


Denne FAQ opdateres løbende…

Har du et spørgsmål om mad, er du velkommen til at skrive til kontakt@guffeliguf.dk.

Giv din bedømmelse
[Ialt: 4 Gennemsnit: 4.5]
Tags:,

One Response

  1. Ellen 4. februar 2017

Ris, ros eller spørgsmål?